Page 8 - SNT_21

Indtryk fra 3. Göingeträf 2015

Lars-Henrik Olsen

At kunne køre gennem det gamle, havde for at overleve. Hver sten børn og fæ. De ses i skovene. Der
danske land i det nordøstlige Skåne blev møjsommelig samlet på mar- er borgruiner og rester af forsvars-
var en af grundene til, at jeg købte kerne og stablet op, række efter volde. Livet var ikke nemt og tider-
min første Nimbus, en rød fra 1953 række. 5 øre pr. løbende meter var ne ofte urolige.
med sidevogn. Smukkere landskab prisen til en digebygger år 1800. Man kan ane det, når man
findes ikke. Her om foråret veksler Der er spor overalt fra for- kører forbi på sin Nimbus, stille og
lysegrønne lunde med dunkel nåle- tidens befolkning, helt fra bronze- roligt, ad snævre, bugtede grusveje
skov. Skoven er af og til stor og alderen og vikingetiden. Danske, og små asfaltveje, hvor to biler
knap nok kan passere hinanden.
Overhaling er umulig. Men trafikken
er sparsom, og alle hilser på hinan-
den, når man mødes. Her leves
livet på en helt anden, jordnær må-
de, ufatteligt så tæt på store byer
som Lund, Kristianstad, Malmø og
København.
Og da Lasse Wallin, den
utrættelige Nimbus-entusiast, for
tre år siden foreslog at lave et
Göingetræf for Nimbusser, slog jeg
til med det samme. Lasse har nu
arrangeret tre træf. Første gang
blev holdt med base hos den tidli-
gere formand for Dansk Veteran
Motorcykelklub Ole Artved i det lille
samfund, Gundrastorp ved Vittsjö,
ca. en halv times kørsel nord for
Hässleholm midt i det nordlige
Skåne. Fællesturen var fin, men
druknede desværre i regn. Andet år
havde vandrehjemmet Lunnahöja
som base, og det gik bedre. Lunna-
höja var også udgangspunktet i
2015. Her kan man bo, som man
dyb, knap nok uden mennesker, og hvidkalkede kirker står hist og her vil, i telt eller i gode, opvarmede
skovbrynets hvidblomstrede buske som pejlemærker og vidner om enkeltværelser eller dobbeltværel-
og træer, afgrænser pludselig fro- vores kultur. Der er gamle stensæt- ser.
dige, grønne enge og nysåede mar- ninger, hvor der før stod et hus, og Hvert år skriver Lasse en
ker. Der er en em af frodig grøde hvor en familie levede, med liv, lille bog om landskabet, vi kører
og duften af syren og tjørn fylder
næseborene.
De små landbrug ligger
spredt overalt, hvor folk stadig le-
ver som i Danmark i forrige århund-
rede med 20-30 køer, et par grise
måske, fritgående høns og en gård-
hund til at vogte det hele og holde
rotterne på afstand. Dyrene, enge-
ne og markerne, skovens træer, en
stor køkkenhave, frugttræer og
bærbuske og et par bistader måske,
folks levebrød. Utænkeligt i nuti-
dens Danmark, hvor landbrug efter-
hånden er blevet til småindustrier
med monokulturer, passet af få
specialister.
Marker og enge afgrænses
ofte af gamle, fredede stendiger, og
man ser dem overalt i skovene,
hvor bønderne før i tiden kæmpede
for at overleve, før de gav op og
emigrerede til USA. Stendigerne
slynger sig i landskabet som vid-
nesbyrd om det hårde liv, folk

8